En dueklat fra bureaukratiets hykleri

Jeg var i forbindelse med en opgave på journaliststudiet en tur helt oppe under taget på Københavns Rådhus for at besøge en koloni af spanske klippeduer. Men klippeduernes eksistens er truet, fordi deres dueslag kræver en renovering, som politikerne ikke vil afsætte penge til. Duerne har nemlig ved flere budgetforhandlinger været vendt som oplagt mulighed, når der skulle findes penge, der kunne spares. I mellemtiden håber duernes daglige passer, Johnny Kristensen, på en løsning, som både kan redde duerne og hans job.

Duerne har holdt til på rådhuset, lige siden rådhusets arkitekt i 1905 bestemte, at der skulle være klippeduer, som kunne fungere som en slags levende brandalarm, hvis der skulle gå ild i tårnet. Det med brandalarmen trækker man i dag på smilebåndet over både på rådhuset og hos Danmarks Racedueforeninger. Men at de duer, der bor på rådhuset er specielle og bevaringsværdige hersker der hos Hans Erik Christiansen, der er formand for Danmarks Racedueforeninger, ingen tvivl om. De er nemlig en slags forfædre for alle andre duer. Hans Erik Christiansen forklarede mig, at det er den art, som mennesket har taget til sig og skabt alle andre duearter ud fra. Og dem er der ikke mange tilbage af. Det er med andre ord urformen af alle de andre duer, vi kender.

Det var duepasser Johnny Kristensen, der viste mig rundt på rådhuset, og som bad mig slæbe femogtyve kilo foder på skulderen op til duerne af smalle og stejle trapper. Ikke fordi han er doven, men fordi det er det, han gør hver dag. I den anden hånd har han som regel en spand med tyve liter vand. Selv synes han på ingen måde, at hans arbejdsforhold derfor er i orden. Trapperne ad hvilke vandet og foderet skal bringes til dueslagene er godt en halv meter brede og har en stigningsprocent, som end ikke levner meget spillerum for lave tyngdepunkter. Og skulle man en dag falde ned fra dem, befinder de sig i så fjerne afkroge af rådhuset, at ingen ville kunne høre én skrige.

Arbejdsmiljø København har givet en anbefaling om at forholdene forbedres. Den anbefaling – og dermed ikke påbud – vil politikerne helst følge, hvorfor de sagtens kan se behovet for økonomiske midler i forbindelse med bevaringen af duerne.

Pia Allerslev, som er kulturborgmester i København og dermed ansvarlig for rådhuset synes det er ærgerligt hvis duerne skulle komme til at måtte lade livet, ligesom hun synes det er ærgerligt, hvis manden, der passer dem, mere eller mindre skulle blive arbejdsløs. Men det er ikke mere ærgerligt end, at hun mener, at pengene kan bruges bedre andre steder. Det være sig renovering af skoler, dagsinstitutioner, idrætsanlæg og så videre. Det lyder også fornuftigt, og det lyder som om hun har forstået, hvad det vil sige at være politiker. For hvor mange stemmer er der i rådhusduerne, og hvor mange stemmer er der i daginstitutionerne?

Så der er tre muligheder:

1. Man afsætter de fornødne midler: Johnny og duerne reddes og de får ordentlige forhold.

2. Man afsætter kun penge til den daglige drift: Johnny Kristensen risikerer at falde ned af en trappe og brække både det ene og andet og miste liv og lemmer. Og så står Pia Allerslev med et alvorligt problem.

3. Man skærer alle pengene: Duerne må aflives, og Johnny Kristensen risikerer at miste sit job.

Paradokset består altså i, at duerne og Johnnys job kan reddes, men det skal helst være på en ordentlig måde, som gør arbejdsbetingelserne for Johnny og livsbetingelserne for duerne værdige. Men politisk er man er ikke villig til at bruge de penge, som det kræver. Johnny fremhævede selv overfor mig, at det i hans øjne drejede sig om småpenge. Det synes jeg også umiddelbart, det lyder som. Det koster en halv million at foretage de ændringer, som skal til. Dertil kommer en årlig omkostning på 150 tusind kroner for den daglige pasning af duerne. Og disse penge skal altså tages ud af et budget, som er Danmarks største kommunale budget. Det er et budget i en by, som hævder at være en storby af internationalt format.

Så Pia, tag dog for h… at bevilg de penge til de skide duer. Du siger jo selv, at det ikke er en stor post på budgettet. Og på den måde bliver alle glade, og er det ikke det, politik i virkeligheden drejer sig om?

Saglig argumentation efterlyses…

Jesper Eising skriver den 22. august 2008 i en kommentar i Berlingske Tidendes magasinsektion sin uforbeholdne og subjektive mening om Kim Larsens kampagne mod rygeloven. Jeg deler langt fra kommentarens holdninger, men det skal i første omgang ikke være mit udgangspunkt at anfægte Eisings meninger eller ideologiske ståsted.

Jeg tillader mig at gå ud fra, når man læser en kommentar fra en journalist, ansat på Berlingske Tidende, at man vil finde saglig og objektiv argumentation. Det har Jesper Eisings kommentar imidlertid ikke været udsat for.

På Kim Larsens plakater, som i denne tid pryder gadebilledet findes teksten »Tillykke med rygeloven. Gesundheit macht frei«.
Jesper Eisings største anke mod kampagnen er den direkte sammenligning af det danske rygeforbud og nazismen. Og argumentet går i sin irrationelle enkelthed på, at en sådan sammenligning er ”snotdum”.

Sammenligningen ville have været snotdum, hvis det var en direkte sammenligning mellem rygeforbudet og nazismen, men det er det ikke. Kampagnen er en sammenligning med det rygeforbud, som de tyske nazister var de første i verden til at indføre.

”Undskyld, men det er hverken begavet, provokerende eller tankevækkende, det er ganske enkelt snotdumt”, hedder det i kommentaren.
Nu betragter jeg Kim Larsen som et ganske godt begavet menneske, men det fremgår ikke nogle steder af hverken kampagnen, Kims egne ellers hans managers ord, at kampagnen skulle være særligt begavet.

Hvorfor er det så snotdumt?

Jesper Eising synes at have misforstået pointen. Nemlig, at det på ingen måde skal betragtes som en sammenligning. I virkeligheden drejer det sig blot om simpel kommunikation. At låne hele eller dele af før brugte udtryk, fraser, sætninger, ord, billeder etc. er et gammelkendt kommunikativt trick, fordi der ringer en klokke inde i hovedet på modtageren, og det er præcis, hvad Kim Larsen i sin kampagne har benyttet sig af.

Arbeit macht frei! – Gesundheit macht frei!

Så ikke en direkte sammenligning – nærmere et associationssæt.

Nuvel, Jesper Eising mener ligeledes at kunne få øje på et lighedstegn mellem regeringen og Dansk Folkeparti og den rendyrkede fascisme i Kim Larsens kampagne.

Nu er fascisme og nazisme ikke det samme, hvilket også gør det svært for mig at se, hvorfor Kim Larsen angriber større politiske effekter end lige netop rygeforbudet i kampagnen. Og hvis Eising med fascisme mener nazisme, kan rygeforbudet i datidens Tyskland vel næppe alene ophæves til generel nazisme.

Men Jesper Eising har ret i én ting. Debatten er vigtig, hvorfor den også må føres på et sagligt plan.

Rygeforbud – sundhedsfremme eller frihedsberøvelse?

Min egen mening om rygeforbudet skal være til gode – den tager vi en anden gang! Måske tager jeg den med Jesper Eising over en øl.

Kan Lynge Jakobsen gøre det bedre?

Følgende er en kommentar, jeg lagde på tv2sport.dk d. 25. marts 2008 i forbindelse med Aabs sportdirektør Lynge Jakobsens kritik af landstræner Morten Olsen for ikke at udtage nok Aab-spiller til landsholdet i fodbold.

Der er ingen tvivl om, at Morten Olsens manglende resultater de sidste par år har skabt debat og ophidselse. Derfor bliver det også let for en mand som Lynge Jakobsen og andre offentligt at stille sig frem med et konkret kritikpunkt og få ret.

Der bare er ting, der bliver glemt i en sådan debat som netop den. Der rejser sig i mine øjne tre centrale spørgsmål:

1. Hvem er den rette landstræner for Danmark?

2. Hvad er landstrænerens job?

3. Hvilke spillere er gode nok til at spille på landsholdet, og hvilke klubber kommer de fra?

Ad 1: Morten Olsen er i mine øjne stadig klart den mest kompetente landstræner, vi kunne tænke os. Han har en masse trænererfaring som såvel landstræner som klubtræner. Han nåede selv at spille en masse landskampe og var en af de helt store profiler på landsholdet op igennem firserne – et landshold, som var et af de bedste, vi nogensinde har haft.

Derudover har han vist, at han kan skabe resultater som landstræner. De seneste års manglende resultater skyldes snarere manglende kompetencer på banen end på sidelinien.

Men Morten Olsen har gang på gang demonstreret et vanvittig taktisk overblik. Jeg behøver vel blot at nævne 2-0 sejren over Frankrig ved VM i 2002 som eksempel. Jeg er faktisk imponeret over, hvor meget han har fået ud af et spillermateriale, som i min levetid ikke har været ringere.

Ad 2: Landstrænerens job er at udtage de spillere, som udgør det bedste hold muligt. For at udfylde den funktion er han nødt til at se så mange danske spillere i kamp som overhovedet muligt. Især i tiden op til en landskamp. Det kan han opnå på to måder:

Han kan enten tage på stadion, trykke hånd med klublederen, nyde en gratis fadøl og se kampen fra tribunen i isnende kulde på en pløjemark et sted i Jylland. Eller på Brøndby Stadion for den sags skyld.

Eller han kan sidde hjemme i sin varme stue, hvor han ikke skal bruge tid på transport til og fra de forskellige stadions og derfor har mulighed for at se ALLE de danske kampe, optage dem, se dem igen, spole frem og tilbage, se langsomme gengivelser osv.

Jeg ved godt, hvilken mulighed der ville effektivisere mit arbejde mest.

Ad 3: Her vil jeg ikke gennemgå hver eneste danske fodboldspiller. Især fordi jeg jo er ikke landstræner. Den første del af spørgsmålet har jeg næsten besvaret i ovenstående. Hvilke spillere er gode nok til at spille på landsholdet? Dem, som LANDSTRÆNEREN finder passer ind på det bedste hold muligt.

Om de så til dagligt spiller i Aab, Benløse eller Barcelona er for så vidt lige meget. Og om Aab, Benløse eller Barcelona ligger nummer et i den danske liga er for så vidt også fuldstændig ligegyldigt. Hvis deres spillere ikke passer ind på det bedste landshold muligt, så skal de ikke udtages – ene og alene fordi Morten Olsen siger det.

Derfor kan Lynge Jakobsen og hans nyligt oprettede slæng af selvbestaltede landstrænerkandidater for min skyld til enhver tid søge Morten Olsens stilling – eller andre stillinger, som de mener, de ville udfylde bedre. Og hvis de skulle være så heldige at få jobbet, vil jeg glæde mig til at se, hvad de kan udrette.

Jeg tror ikke, de kan gøre det bedre…