Casperravnsted’s Weblog

Vi har hørt på i mange år, at de unge bliver yngre.

Bekymrede mødre ringer ind til Mads og Monopolet på P3, fordi deres døtre vil have højhælede sko på til en sodavandsfest, når de kun er 13 år gamle. Aviserne skriver spalter op og ned om undersøgelser, der viser, at de unge drikker mere. Og ikke mindst, at de gør det tidligere.

Når det bekymrer os, at de unge drikker mere, bliver mere uselvstændige og ukritiske, når de ser reklamer og tv, er det muligvis ikke uden grund. Men hvis vi viste de unge lidt mere tillid, kunne de få muligheden for at bevise, at det modsatte er lige så sandt.

Og hvorfor skulle man ikke kunne have en politisk mening og gå til stemmeurnerne, når de er 16 år?

Det umiddelbare svar er, at regeringen med Dansk Folkeparti i spidsen ikke vil have det. Og argumentet, som naturligvis ikke forlader Dansk Folkepartis private gemakker, er, at hele deres politiske strategi ville falde fra hinanden.

Langt størstedelen af deres vælgere befinder sig beviseligt blandt den ældre del af befolkningen. Og blandt den yngste del af vælgerskaren er deres opbakning umiddelbart relativt begrænset. Så hvis man lagde to ekstra årgange på i den yngre ende, ville de uden tvivl miste lidt procentvis vælgertilslutning.

Spørgsmålet er om den frygt, som Dansk Folkeparti altså må skjule, overhovedet er begrundet.

Lektor i statskundskab fra Syddansk Universitet, Klaus Levinsen, virker som en, der ved noget om, hvorfor valgretsalderen skal sættes ned til 16 år. Og Klaus Levinsens argumenter tyder på, at den frygt som Dansk Folkeparti prøver at overføre til befolkningen ikke nødvendigvis giver mening.

»Unge er generelt set ikke mere venstreorienterede end de ældre generationer. I 90′erne stemte et flertal af de unge for eksempel borgerligt«, er han citeret for at sige i Politiken den 11. november.

Jeg vil umiddelbart medgive strategerne i Dansk Folkeparti, at det unge flertal nok ville pege mod venstre nu. Men det har mere at gøre med, hvem der sidder i regering. De fleste unge er næsten per definition rebelske mod det etablerede system – om det så går den ene eller den anden vej. Men eftersom regeringen i Danmark omtrent skifter side i tinget hver tiende år og har gjort det jævnt de sidste mange år, må selv Dansk Folkeparti kunne få øje på en vis retfærdighed.

Citatet ovenfor er fra en artikel, som omtaler det prøvevalg, som 31 danske kommuner afholder blandt 16- og 17-årige op til kommunalvalget den 17. november. Initiativtageren er Dansk Ungdoms Fællesråd, som naturligvis ønsker at sætte fokus på, at de unge ikke er enig i den generelle holdning blandt danskerne – at de 16- og 17-årige er for umodne til at være en del af demokratiet.

Man kan vel argumentere for, at jo flere man udelukker fra demokratiet, jo mindre demokrati er der vel i realiteten tale om.

Og så er der professoren i statskundskab fra Københavns Universitet,  Kasper Møller Hansen, som heller ikke forstår modviljen mod at give de unge ret til at stemme.

»Meget forskning argumenterer for at sætte valgretsalderen ned, fordi det kan være med til at skabe et demokratisk gen tidligere«, siger han i Politiken. I psykologien og filosofien handler om at føle, at man er en del af noget, for at det skal give mening. Så hvis de unge føler, de er en del af demokratiet, vil de højst sandsynligt også interessere sig mere for det.

Det skal retfærdigvis nævnes, at de to formelle regeringspartier har givet udtryk for modstand mod at nedsætte valgretsalderen, og at Det (skizofrene) Radikale Venstre tvivler. Men spørgsmålet er, om ikke regeringen, til dels de radikale og ikke mindst Dansk Folkeparti skal genoverveje deres frygt for at udvide demokratiet, som de jo ellers er frontløbere for.

»Noget handler om, hvordan partierne ser på de unge. Om man ser på dem som en gruppe mennesker, der er parate til at tage et politisk ansvar. Eller om man ser dem som nogen, der skal opdrages og rundes, før de kan få ansvar«, som den gode Klaus Levinsen fremlægger det. Tilliden til de unge må utvivlsomt gå demokratiets ærinde.

Jeg var i forbindelse med en opgave på journaliststudiet en tur helt oppe under taget på Københavns Rådhus for at besøge en koloni af spanske klippeduer. Men klippeduernes eksistens er truet, fordi deres dueslag kræver en renovering, som politikerne ikke vil afsætte penge til. Duerne har nemlig ved flere budgetforhandlinger været vendt som oplagt mulighed, når der skulle findes penge, der kunne spares. I mellemtiden håber duernes daglige passer, Johnny Kristensen, på en løsning, som både kan redde duerne og hans job.

Duerne har holdt til på rådhuset, lige siden rådhusets arkitekt i 1905 bestemte, at der skulle være klippeduer, som kunne fungere som en slags levende brandalarm, hvis der skulle gå ild i tårnet. Det med brandalarmen trækker man i dag på smilebåndet over både på rådhuset og hos Danmarks Racedueforeninger. Men at de duer, der bor på rådhuset er specielle og bevaringsværdige hersker der hos Hans Erik Christiansen, der er formand for Danmarks Racedueforeninger, ingen tvivl om. De er nemlig en slags forfædre for alle andre duer. Hans Erik Christiansen forklarede mig, at det er den art, som mennesket har taget til sig og skabt alle andre duearter ud fra. Og dem er der ikke mange tilbage af. Det er med andre ord urformen af alle de andre duer, vi kender.

Det var duepasser Johnny Kristensen, der viste mig rundt på rådhuset, og som bad mig slæbe femogtyve kilo foder på skulderen op til duerne af smalle og stejle trapper. Ikke fordi han er doven, men fordi det er det, han gør hver dag. I den anden hånd har han som regel en spand med tyve liter vand. Selv synes han på ingen måde, at hans arbejdsforhold derfor er i orden. Trapperne ad hvilke vandet og foderet skal bringes til dueslagene er godt en halv meter brede og har en stigningsprocent, som end ikke levner meget spillerum for lave tyngdepunkter. Og skulle man en dag falde ned fra dem, befinder de sig i så fjerne afkroge af rådhuset, at ingen ville kunne høre én skrige.

Arbejdsmiljø København har givet en anbefaling om at forholdene forbedres. Den anbefaling – og dermed ikke påbud – vil politikerne helst følge, hvorfor de sagtens kan se behovet for økonomiske midler i forbindelse med bevaringen af duerne.

Pia Allerslev, som er kulturborgmester i København og dermed ansvarlig for rådhuset synes det er ærgerligt hvis duerne skulle komme til at måtte lade livet, ligesom hun synes det er ærgerligt, hvis manden, der passer dem, mere eller mindre skulle blive arbejdsløs. Men det er ikke mere ærgerligt end, at hun mener, at pengene kan bruges bedre andre steder. Det være sig renovering af skoler, dagsinstitutioner, idrætsanlæg og så videre. Det lyder også fornuftigt, og det lyder som om hun har forstået, hvad det vil sige at være politiker. For hvor mange stemmer er der i rådhusduerne, og hvor mange stemmer er der i daginstitutionerne?

Så der er tre muligheder:

1. Man afsætter de fornødne midler: Johnny og duerne reddes og de får ordentlige forhold.

2. Man afsætter kun penge til den daglige drift: Johnny Kristensen risikerer at falde ned af en trappe og brække både det ene og andet og miste liv og lemmer. Og så står Pia Allerslev med et alvorligt problem.

3. Man skærer alle pengene: Duerne må aflives, og Johnny Kristensen risikerer at miste sit job.

Paradokset består altså i, at duerne og Johnnys job kan reddes, men det skal helst være på en ordentlig måde, som gør arbejdsbetingelserne for Johnny og livsbetingelserne for duerne værdige. Men politisk er man er ikke villig til at bruge de penge, som det kræver. Johnny fremhævede selv overfor mig, at det i hans øjne drejede sig om småpenge. Det synes jeg også umiddelbart, det lyder som. Det koster en halv million at foretage de ændringer, som skal til. Dertil kommer en årlig omkostning på 150 tusind kroner for den daglige pasning af duerne. Og disse penge skal altså tages ud af et budget, som er Danmarks største kommunale budget. Det er et budget i en by, som hævder at være en storby af internationalt format.

Så Pia, tag dog for h… at bevilg de penge til de skide duer. Du siger jo selv, at det ikke er en stor post på budgettet. Og på den måde bliver alle glade, og er det ikke det, politik i virkeligheden drejer sig om?